Skovflåter og tæger på hunde
af: Erik Aalund /Gilpa.dk
Lad mig straks slå fast at der både findes tæger og (skov)flåter.
Her handler det om flåter!
– som i 99% af tilfældene, også er det der menes, når “tæger” omtales af for eksempel hundeejere.
Skovflåten er en mide, mens tæge er et insekt.
Der findes både skovflåter og husflåter.
Jeg vil i det efterfølgende omtale det som flåter generelt.
Flåter lever af blod fra pattedyr.
Som regel fra mindre dyr som pindsvin, egern, hare eller fasan.
Men flåtens festmåltid, er blod fra kat, hund, hjorte/råvildt og – nødsaget – et menneske.
Egentlig gør flåten ikke skade, når den skal brug blod fra eksempelvis kat, hund, hjort – eller menneske.
Det er langt værre, at flåten kan overføre en række parasitsygdomme til dig eller dit kæledyr, fra for eksempel et rådyr.
Der er to sygedomme som skovflåten kan overføre.
- Den ene er Borrelia/Borreliose, som er en bakterieinfektion, der kan medføre lammelser, hjerteforstyrrelser og nerveskader.
- Den anden er TBE (flåt-båret-hjernebetændelse) som er en virussygdom, der kan føre til hjernehindebetændelse.
Det er langt fra hver gang – ja faktisk meget sjældent – at en hund, kat eller menneske, oplever komplikationer, efter at være blevet bidt af en skovflåt.
Men risikoen er der.
Det siges at cirka 1/5 af flåterne er er inficeret med Borrelia. Der kan være en geografisk variation i udbredelsen af smittede flåter i Danmark.
Skovflåter er meget følsomme for udtørring.
De trives derfor bedst i fugtige omgivelser, som skov, krat og moseområder.
Jo flere rådyr og hjorte der er i et område, jo større er udbredelsen af skovflåter.
Undersøgelser har vist, at Bornholm er det område i Danmark, der har flest skovflåter, mens Vestjylland har det færreste antal.
Forebyg og undgå smitte fra flåter
Dyr (og mennesker) som færdes i naturen, kan blive bidt af flåter.
Flåterne sidder tit på langt græs og derfor er hunde og katte selvfølgelig meget udsatte, når de færdes i skov, krat og højt græs.
Flåten er ca 1-2 mm stor, når den bider sig fast i huden.
Ofte opdager man slet ikke, at de har bidt sig fast.
Efter cirka 5 dage, har flåten forøget sin egen vægt med 150 gange – og slipper derefter sit tag.
Der er en række ting, man selv kan gøre, for at undgå at blive bidt af en flåt – og eventuelt smittet.
Som for eksempel, at undgå langt og fugtigt græs og blive ude af skovene i sommermånederne.
MEN … når det er sagt, så har vi boet på landet i over 10 år, omgivet af skov, marker, eng og søer – med hjorte og mange rådyr i området – og vi er aldrig selv blevet bidt af en flåt.
Derimod bliver vores hunde og kat selvfølgelig bidt, hvis vi ikke gør noget aktivt, for at undgå det.
Hunde og katte kan behandles forebyggende mod flåter.
Snak med din dyrlæge, om hvilken vaccine eller hvilket flåtmiddel han syns’ du skal anvende.
Men, lyt også til andre hundeejere, og hør til hvad deres erfaring er, med de forskellige muligheder for forebyggelse.
Pille / Tablet mod flåter
Det er i dag muligt, at vaccinere hunde mod Borrelia.
Denne vaccine beskytter ikke blot hunden, men vil også dræbe borrelia bakterien i de flåter, som bider sig fast på hunden.
Da flåterne kan bide flere gange i deres udvikling, er dette en måde at få nedbragt smitten i omgivelserne.
Flåtmiddel til hunde
Der findes også et flåtmiddel, som kommer i pipetter, og hvor indholdet fordeles i hundens pels – typisk i nakken.
Dette har vi prøvet flere gange, men stoppede da en af vores hunde, fik udslet af det. Resten af vores hunde havde dog ingen problemer.
Halsbånd mod flåter
De seneste to år, har vi brugt halsbånd fra Seresto, til vores hunde.
De har halsbåndet på fra marts til november, og er fuldstændig fri for flåter i den periode.
Vi bruger ét halsbånd pr. hund om året.
Hvidløg og flåter
Får nogle år siden, prøvede vi, at give den ene af vores hunde, hvidløgstabletter, dagligt hele sommeren.
Årsagen var en svensk undersøgelse, der viste at en række skovarbejdere, hvor halvdelen havde spist hvidløgstabeletter, have væsentlig færre bid efter skovflåter.
Faktisk tror jeg det virkede fint – vores hund havde i hvert fald ikke mange flåter det år. Men de lugtede også konstant af hvidløg!
Er du eller din hund blevet bidt af en flåt?
Er din hund – eller dig selv – blevet bidt af en flåt, er det fornuftigt at fjerne den, så hurtigt det er muligt.
De sidder godt fast!
Fjern flåten indenfor 24 timer.
Flåten overfører først smitstofferne efter et døgns tid – eller endnu senere.
Der findes flere forskellige pincetter til at fjerne flåter, mens andre blot bruger en almindelig pincet eller fingrene.
I følge en række husråd, kan flåten bedøves med æter, indsmøres i smør eller olie, for at få den til at slippe.
Om det virker, er noget mere tvivlsomt.
Tager man flåten med en pincet eller med fingrene, er der en risiko for, at der kan sidde en rest tilbage lige under huden.
Nogle siger, at man skal være helt sikker på, at hele flåten kommer med ud – mens andre mener det er harmløst, hvis der sidder en rest tilbage.
Personligt tror jeg ikke det betyder noget.
Efter 40 år med hunde omkring mig, har jeg fjerne mange flåter med fingrene (og hvor der var en lille rest tilbage), uden at det nogensinde har medført problemer efterfølgende.
Er du eller din hund smittet af en flåt?
Borrelia
Mennesker kan blive inficeret med flåter, der har ”midlertidig” ophold i hundens eller kattens pels, og hvor flåten endnu ikke har bidt sig fast.
Altså, hvor hunden eller katten har flåten med sig, efter en tur gennem græs eller skov.
Derudover er risikoen, for at flåter bider sig fast i mennesker, også øget, for eksempel i forbindelse med ophold i marker og skove, når børnene er på lejrskole, i skovbørnehaver og i forbindelse med spejderaktiviteter.
Symptomer på smitte med Borrelia hos mennesker, kan ses efter 2 – 30 dage.
Indledningsvis kan der komme et udslet – det bliver rødt og med en anelse hævelse omkring flåtens bid.
Bliver dette udslet mere end 4 cm i diameter, bør du kontakte din læge.
Uden behandling kan der udvikles alvorlige hjerte/lungekomplikationer, meningitis eller kroniske ledsmerter.
Er man blevet smittet, kan det relativt let behandles med bredspektret penicillin.
Det er dog vigtigt, at behandlingen sker så tidligt som muligt.
Så kontakt din læge, hvis du er det mindste i tvivl.
Hunde og Borrelia
Hvor udbredt sygdomme overført af flåter, er hos danske hunde og katte, er ikke klarlagt.
Men en undersøgelse af cirka 200 danske hunde, viser, at omkring 16 % af hundene, havde antistoffer imod Borrelia.
Det er tegn på at hundene, på et eller andet tidspunkt, er blevet smittet med Borrelia – men ikke udviklet sygdommen – og sikker aldrig vil gøre det.
Hvis hunde får sygdomstegn på Borrelia, er symptomerne ikke helt så alvorlige som hos mennesker.
Symptomerne hos hunde, kan være rødme af huden omkring stedet hvor flåten har bidt sig fast, hævelser i ben/hoved, feber, nedsat appetit og led betændelse.
Er du i tvivl om din hund kan være smittet, skal du kontakte din dyrlæge for yderligere udredning.
TBE (flåt-båret-hjernebetændelse)
De danske flåter også smitte med TBE (flåt-båret-hjernebetændelse), som er en virussygdom, der kan føre til hjernehindebetændelse.
Symptomer (hos mennesker) på TBE er hovedpine, muskelsmerter, almindelig mathed, åndedrætsbesvær, mavepine, diarre og varierende feber.
Har du mistanke om at du kan være smittet med TBE, efter at flåt har bidt dig, skal du kontakte din læge.
Der er efter sigende ikke diagnosticeret TBE tilfælde hos danske hunde.
Kilder
Wikipedia
Netdyredoktor.dk
Dyrlægevagten.dk
40 års erfaring med hunde